Tilbage til webshop

Jordemoder Julie Haas.

Jeg hedder Julie Haas og er en kvinde født i ’89.

Jeg har selv været gravid tre gange og fået tre perfekte børn (Blyp, Pippi og Vilfred), hvoraf de første to desværre kom livløse til verden.

Under min første graviditet erfarede jeg, at jordemødre kunne noget særligt. Det nærvær og den støtte jeg oplevede midt i sorgen over at miste vores søn, var så inspirerende, at jeg præcis et år efter begyndte på jordemoderuddannelsen i København.

Siden 2018 har jeg været færdiguddannet og arbejdet som jordemoder på Slagelse Sygehus. Her varetager jeg både jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse i grupper, ambulante tjek, pasning af indlagte gravide, afholdelse af sorggrupper, efterfødselssamtaler og selvfølgelig: Fødsler!


"Mit hjerte brænder i særlig grad for at støtte familier, der mister eller har mistet tidligere.

Derfor er ”Englejordemoder” kommet til, da jeg har et ønske om at kunne hjælpe flere end blot dem, jeg møder på fødegangen"



Udover mit arbejde som jordemoder er jeg frivillig i Forældre & Sorg (tidligere ”Landsforeningen Spædbarnsdød”), hvor jeg har siddet som menigt bestyrelsesmedlem siden foråret 2018. Jeg har desuden holdt flere foredrag og faglige oplæg omkring spædbarnsdød, sorg og ny graviditet for både lægmænd og fagfolk. Min personlige historie med tab er blandt andet blevet til en reportageserie i Politiken og et besøg i God Aften Danmark. Jeg stræber efter at gå forrest som det gode eksempel i forhold til at turde sætte ord på de svære følelser.

Mit hjerte brænder i særlig grad for at støtte familier, der mister eller har mistet tidligere. Derfor er ”Englejordemoder” kommet til, da jeg har et ønske om at kunne hjælpe flere end blot dem, jeg møder på fødegangen. Jeg trækker både på mine personlige erfaringer, min faglighed som jordemoder og ikke mindst de mange, rørende og smukke beskrivelser og fortællinger fra utallige engleforældre, jeg har fået lov at læse eller høre gennem årene.

Jeg ved, at der ikke er én rigtig måde at tænke, føle, sørge, mindes eller glædes på – min fornemmeste opgave er at støtte op om den vej, der er den rigtige for netop jer.

Læs mere om, hvad jeg kan tilbyde dig/jer.

Copyright © Englejordemoder.dk 2024. Alle rettigheder forbeholdes